Tilbageblik

Lige nu sker der så meget i mit og mandens liv, at jeg har svært ved at holde styr på tanker, ord og hovedet. Jeg har på engang en masse at skrive, men jeg kan ikke rigtig komme i gang. Så I må have kloge ord tilgode til en anden dag. Til gengæld har jeg været i mine gemmer og finde en lille novelle, som jeg selv har skrevet, og så giver jer et lille indblik i en af de episoder, som tilbage i 2009 var med til at starte hele den mølle, som jeg er godt i gang med at gå igennem. God læselyst! Håber I læser med og smider en lille kommentar på min tekst (hilsen en lidt nervøs forfatter)

Deres første juletræ

Af Nina Bay Jensen

Søndag morgen til træning. Anna sveder, mens hun lader det ene slag efter det andet ramme boksepuden foran hende. Hun giver alt, hvad hun har i sig og kan mærke musikkens rytme i armene, mens en lykkefølelse skyller igennem hende. Da hun bagefter står i badet og lader det varme vand kærtegne hendes svedige brugte krop, kan hun mærke forventningens glæde prikke under huden. Det er første søndag i advent, og sammen skal de hente et juletræ. Deres allerførste juletræ som de skal bruge eftermiddagen på at pynte sammen. Inde i hovedet har hun allerede planlagt denne dag, den helt perfekte dag i deres helt perfekte liv. Anna nynner for sig selv, mens hun klæder sig på og pakker tingene ned i sportstasken. Hun kigger på klokken. Om to minutter skal hun mødes med Martin uden for omklædningsrummet, og så skal de ud og hente træet. Hun kan mærke det kriller i maven, og hun smiler ved tanken om, at nu er tingene endelig, som hun forestillede sig, da hun var lille. Uden for omklædningsrummet giver Anna hurtigt Martin et kærligt kys midt på munden, og han smiler glad til hende. Hånd i hånd går de ned mod bilen. ”Jeg lovede lige Christian, at vi smuttede forbi, når vi lige var på de kanter, håber det er ok” siger Martin i et fuldstændigt ligegyldigt tonefald. Anna siger ikke noget og kigger heller ikke på ham. Hun kan mærke hvordan tårerne presser sig på. Hvordan kan han tro at det er ok, det her er jo deres søndag, deres 1. søndag i advent. Denne dag skulle jo være så perfekt, og når Martin så lige pludselig laver om på Annas planer, så bliver den jo ikke den perfekte dag, som hun allerede havde forestillet sig inde i hovedet. Martin stopper op og tvinger hende til at kigge på ham. ”Er det ok?” spørger han. Hun kigger væk og siger ”Ja ja”. Indeni føler hun at hele verden omkring hende ryster. På den ene side ved hun godt, det drejer sig om at bruge en halv time på lige at smutte forbi Christian, men på den anden side så vælter den halve time hele planen for hendes perfekte dag.

De skal køre et stykke uden for byen for at hente juletræet, og hele den lange vej siger Anna intet. Hun sidder bare mut og stirrer ud af vinduet. Martin henvender sig flere gange til hende, men hun orker ikke at svare ham med andet end enstavelsesord. Han spørger flere gange om hun er sur, men hun afviser ham med et intetsigende ryst på hovedet. Anna føler hvordan hele hendes indre er i oprør. Smerten truer med at spolere hendes hjerte og rykke hendes krop itu. I en brøkdel af et sekund ser hun sig selv oppefra. Kigger ned på personen på passagesædet som sidder og ser så fortabt ud. Hun får lyst til at kramme pigen der på sædet, hviske hende i øret at alt nok skal blive godt igen. Men hun kan ikke nå hende. Langsomt glider Anna tilbage til sin krop, og den anspændte stemning i bilen. Martin har givet op og siger ikke mere. Hun mærker en vrede mod ham, hvorfor siger han ikke noget. Skælder hende ud, råber af hende og siger at hun teer sig som et barn. Hvorfor siger han ikke bare, at han elsker hende? Selvom hun sidder der i bilen med sit livs kærlighed har hun aldrig før følt sig så ensom. Hun har allermest lyst til at række ud efter ham, mærke hans varme bløde hud mellem sine fingre, men noget holder hende tilbage.

Da han standser bilen hos Christian, går hun med ud. Hun tager sin glade maske på, for Christian må for alt i verden ikke opdage noget. Ingen må vide at der er gået skår i hendes perfekte verden. Så hun lader om, at alt er som det plejer. Christian og Martin snakker, og Anna snakker med så godt hun kan, mens hun forsøger på at holde styr på alle de modsatrettede følelser, som truer med at tære hende op indefra. Hun smiler, men kan stadig ikke få sig til at tage Martins hånd, selvom der ikke er noget andet i hele verden, hun egentlig har mere lyst til end at mærke hans trygge hånd i hendes. Igen truer tårerne med at presse sig på, og hun må blinke et par gange. Her blæser og er her egentlig ikke også ret koldt? Måske kan vinden bruges som undskyldning, hvis en tåre alligevel skulle finde vej ned af hendes kind. Anna skutter sig i sin jakke. Tiden går på en gang uendelig langsomt og på den anden side føles det, som om den er væk i en hundrededel af et sekund.

De sætter sig ind i bilen. Nu er de på vej mod juletræet. På vej mod det som skulle have været rammen om deres perfekte dag. Men nu føles det bare tomt indeni Anna. Hun kan ikke længere finde den glæde som hun havde følt, mens hun stod under bruserens varme vand og i hovedet skabte den perfekte 1. søndag i advent. Der er ikke langt fra Christian hen til den gård, hvor de skal hente deres første fælles juletræ. Hun har inde i hovedet et helt klart billede af træet, og hvordan det skal have den her perfekte dybe grangrønne farve, hvordan nålene skal føles, når man lader hånden glide løst hen over grene. Hun kan fornemme duften af gran i næsen allerede da hun står ud af bilen. Et øjeblik er det næsten som om alt er som det plejer, som det havde været, da de stod op morgenen, glade og forventningsfulde. Men den tomme og hule følelse vender hurtigt tilbage. De taler sammen i korte sætninger, da de skal blive enige om hvilket træ det skal være. Det er slet ikke sådan her, hun havde forestillet sig det skulle være. De skulle have gået forelskede og kærlige rundt med armene om hinanden og kiggede på forskellige træer. Kigget hinanden dybt i øjnene og grinet fjollet sammen. Nu kigger de bare på et par træer og bliver enige om at tage et, eller faktisk så virker Martin helt ligeglad for han lader hende vælge træet. Hun bliver sur. Hvorfor er han så evindelig ligeglad med en så vigtig beslutning som at vælge deres første juletræ? Efter langs tids masen lykkes det dem at få træet ind i deres lille bil. Han kommenterer selvfølgelig på, at hun har valgt et meget stort træ, og at han da ikke havde troet, da de kørte hjemmefra, at de skulle have et så stort træ med hjem. Anna kan igen mærke vreden og sårbarheden. Han kunne jo bare selv have valgt at andet træ. På hjemturen snakker de stadig ikke sammen, udover at Anna med tvær stemme meddeler Martin at hun er træt og vil sove når de kommer hjem. ”Skulle vi ikke pynte træet” spørger Martin forundret. Forstår han da slet ikke hvor ulykkelig hun føler sig indeni, ser han slet ikke at hendes perfekte verden er ved at vælte ned omkring hende, og at det er hans opgave at redde hende. ”Nej jeg er træt, det må vente” siger Anna bestemt og uden at give Martin plads til spørgsmål.

Da de kommer hjem tager hun sportstasken ud af bilen og låser hoveddøren op. Tasken smider hun på kontoret, og uden at pakke tasken ud går hun gik direkte ind i soveværelset og trækker gardinet ned. Hun lægger sig under dynen med alt tøjet på og stirrer tomt ud i luften. Hun kan høre Martin rumstere i lejligheden. Døren ind til soveværelset står på klem og hvert et fiber i hendes krop lytter intenst. Nu måtte han da komme ind til hende, ruske i hende, kramme hende, skælde hende ud og tvinge hende til at tage sig sammen. Døren bliver lukket ind til soveværelset, og hun er overladt til sig selv, alene med sine egne tanker. Alle følelserne indeni Anna er i oprør. Der sker et eller andet indeni hende som hun ikke selv har kontrol over. På den ene side ønsker hun bare at søvnen vil opsluge hende, og at hun ikke vil vågne igen, og på den anden side ønsker hun bare at rejse sig, åbne døren og kaste sig ind i armene på Martin. Søde dejlige Martin som hun jo elsker så højt, men som hun i stedet støder fra sig. Hvorfor kommer han ikke ind til hende og holder om hende? Hun kan høre ham tænde for tv’et inde i stuen. Langsomt glider hun ind i søvnen. Uden at hun sover tungt tager drømmene alligevel over. I drømmene er altid perfekt. Hun vågner ved at tårerne stille glider ned af hendes kinder. Tårerne afløstes af en kraftig hulken og Anna begraver sit ansigt i puden. Her i mørket er hun alene med sin angst, sine tårer og sine følelser. Som en film for hendes indre blik glider hele hendes liv forbi sådan som hun inde i hovedet havde forestillet sig det skulle have været. Samtidig dukkede episoder fra tidligere frem blandet ind i den film som allerede kører for hendes indre blik. Episoder hvor hun har følelsen af ikke at have slået til, følelsen af ikke at være god nok, følelsen af at være utilstrækkelig. Hun får lyst til at banke hovedet ind i væggen for at få de grimme billeder til at forsvinde. Pludselig kan hun ikke engang selv leve op til de perfekte kasser som hun skaber i sit hoved. Hun er ikke engang selv godt nok. Hun ønsker mere end andet i verden at være den perfekte kæreste, som altid kan være forstående og smilende, en kæreste som alle Martins kammerater vil være misundelige over. Anna ønsker at være perfekt i alle dele af livet, og nu orker hun ikke mere at holde facaden. Tankerne strømmer ud og ind af hendes hoved, og hun opgiver selv at følge med. Hun er forsvundet ned i et sort hul, og det føltes som om alt energi siver ud af hende sammen med tårerne, der bliver ved at strømme ned af kinderne. Igen glider hun et kort øjeblik ind i søvnen. Hun må alligevel have sovet lidt for da hun atter slår øjnene op har lyset udenfor ændret sig. Hvor lang tid har hun sovet? Hun kigger på klokken. Det er blevet sidst på eftermiddagen, og hun har da i hvert fald sovet et par timer. Hvorfor kommer han ikke ind til hende? Hun kan ikke længere høre ham. Bare han ikke er gået fra hende. Hun er jo ikke en perfekt kæreste som hun bare ligger der og sover eftermiddagen væk, når de skulle have pyntet deres allerførste juletræ sammen.

Anna ligger længe og kigge fra den hvide væg til den hvide dør og tilbage til den hvide væg igen. Hun har så utrolig meget lyst til at rejse sig og gå ud til Martin. Hun kan faktisk sagtens forestille sig hvordan hun rejser sig, åbner døren og begraver sig i Martins favn, men hendes krop arbejder imod hende. Hun kan ikke få den til at rejse sig, alle muskler er slappe. Anna vender sig om på ryggen og stirrer nu udtryksløst op i loftet. Hele hendes verden er bristet på et sekund denne søndag formiddag. Hendes verden ser lige pludselig meget anderledes ud denne eftermiddag for alle hendes perfekte billeder er bristet. Det perfekte billede af træet, det perfekte billeder af hende som kæreste, det perfekte billede af livet. Ingenting er blevet som hun har forestillet sig. Den del af Anna som stadig kan betragte pigen i sengen oppefra kan råbe nok så meget op om at Anna har en dejlig kæreste og et dejligt liv, og at hun selv er en fantastisk kvinde. Pigen som lå der og stirrede op i loftet i sengen tror ikke på nogen af alle de gode ting.

Døren bliver forsigtigt åbnet på klem. Martin stikker sit hoved ind. ”Sover du?” spørger han sagte. Hun ryster på hovedet. Anna kan mærke gråden sidde som en klump i halsen. Hun kan ikke svare for så vil tårerne og hendes hulken på ny få overtaget, og det ønsker hun ikke Martin skal se. Han sætter sig på sengekanten. ”Skulle vi ikke se at få det juletræ på fod, så vi kan få det pyntet?” spørger han forsigtigt og afventende. Anna kigger bare udtryksløst op i loftet. En del af hende hører ham og vil bare springe op af sengen og grinende følge med ham. Men hun kan ikke sige noget. Martin kigger bedrøvet på hende. ”Jeg havde sådan glædet mig til at hygge med dig”. ”Jamen dagen er jo ødelagt, den blev jo slet ikke som jeg havde planlagt” får Anna stille fremstammet i et anklagende toneleje. Martin kigger på hende, og hun kan se at han er ved at blive sur. ”Det er da ligeså meget dig selv som har ødelagt dagen ved at sove den væk” siger han fornærmet og måske lidt såret. Anna kan mærke at hun ikke har mere kontrol tilbage. Hele hendes verden bryder sammen og en kæmpe smerte opsluger hende. Hun giver sig til at hulke, og hun har på ingen måde mere kontrol tilbage. Hun bare hulker og ønsker at mørket vil opfange hende, så hun kan få fred. Martin lægger sig ned ved siden af hende og stryger hende blidt over panden. Hun kan høre på hans ujævne åndedræt at han spænder i alle musklerne. Hun vender sig ind mod hans bryst og lader sig omslutte af hans arme. Hendes gråd er stadig lige voldsom. ”Hvad sker der” spørger Martin fortvivlet. Anna ryster bare fortvivlet på hovedet. Hun ved det ikke. Hun aner ikke hvorfor hun græder så hele kroppen ryster og hendes svælg truer med at lukke sig sammen og næsen stopper til. Hun kæmper for at trække vejret og hun kan mærke hvordan panikken tager over. Indeni hendes krop raser en kamp mellem det gode og det onde og hun har ikke selv nogen kontrol over kampen. Hun ser ind i Martins fortvivlede øjnene og hun ønsker på en gang af hun kan være den stærke som beroliger ham og på den anden side ønsker hun at være et lille barn, som trygt lægger sit liv i en voksens hænder. Efter lang tid får hun en smule af kontrollen tilbage og kan hikstende trække vejret ind i små stød. Martin knuger hende ind til sig. ”Anna, jeg elsker dig, sig hvad jeg skal gøre”. Hun ved ikke hvad han kan gøre for hende. ”Bare hold om mig” siger hun. Længe ligger han og holder om hende. Hun kan mærke varmen fra hans krop og mærke hjertet banke i hans bryst. Hun mærker hvordan roen og matheden breder sig i hendes krop. Nu er hun klar. Stille vender hun sig og kigger ham dybt i øjnene. ”Skal vi sætte det træ på fod” siger hun stille. Han nikker med blanke øjne. Forsigtigt sætter hun sig op og mærker hvordan kroppen kæmper med at holde sig oprejst. Hun sætter fødderne ned på gulvet og mærker langsomt fødderne finde fodfæste. Måske er der alligevel håb om at hendes liv igen ville finde rodfæste i noget som er værd at leve for. Men noget inden i hende er gået i stykker.

Martin henter træet nede i bilen og svedende bakser han træet op af trappen til lejligheden. Så står det der i stuen med sine grønne nåle og genkendelige duft. Anna står bare der uden at kunne få armene og kroppen til at makke ret. Martin kæmper en kamp med at få træet ned i foden. Anna måtte væk. Hun lister ind på kontoret og lægger sig på gulvet i fosterstilling. Hun mærker igen følelsen af at blive opslugt af håbløsheden og gråden. Som hun ligger der kunne hun igen betragte sig selv oppe fra. Hun kan se personen ligge der på gulvet, fuldstændigt som et hjælpeløst barn, der mangler sin mor. Hun ser ned på personen på gulvet, og hun lægger mærke til den skælven som gennemryster kroppen flere gange. Hvorfor rejser hun sig ikke og går ind i stuen for at pynte træet. Hun ligger bare der og lytter. Hun kan høre hvordan Martin bakser med træet, og hun mere fornemmer end hører hvordan træet langsomt begynder at vælte. Anna rejser sig fra gulvet på kontoret og befinder sig så med den ene hånd på træets stamme. Nu er hun den eneste som holder juletræet oprejst så nu er det bare med at holde fast……….